|
|
24-02-2010 | Kommunalt projekt ender med Tante Andante-cd |
| Lemvig Kommunes projekt ”Helt ude i skoven” afsluttes med indspilning af en Tante Andante-cd, som alle børn får med hjem. Der bliver desuden to Tante Andante-koncerter til sommer.
|
Lemvig Kommunes omfattende projekt ”Helt ude i skoven” afsluttes med manér i løbet af foråret og forsommeren. Det treårige projekt ender nemlig med indspilning af en Tante Andante-cd med 10-12 børnesange og et tilhørende hæfte, hvor det er beskrevet, hvordan man skal gribe de pågældende sanglege an.
Desuden bliver der to Tante Andante-koncerter i juni, og helt i tråd med projektet bliver der tale om udendørskoncerter. Det er ikke tilfældigt, at projektet er døbt ”Helt ude i skoven” – det handler nemlig i høj grad om at udnytte de mange muligheder under åben himmel.
”Helt ude i skoven” er hovedsageligt møntet på de såkaldte fokusbørn i dagpleje, vuggestue og børnehave. Det er de børn, som personalet har et ekstra øje på – udsatte børn, der ofte kræver lidt ekstra af dagplejere, pædagoger og pædagogmedhjælpere.
|
Styrker forældresamarbejdetEt af hovedpunkterne i ”Helt ude i skoven” er en styrkelse af forældresamarbejdet – hvordan kan fokusbørnenes forældre blive knyttet tættere til dagplejer eller daginstitution.
”Det er en god idé at lave andre arrangementer end de traditionelle forældremøder, og her er det oplagt at lade musikken spille en rolle. Det er det, vi gør via Tante Andante,” siger Marianne Kjer, der er leder af Usfo’en Fristedet i Møborg og som har været med i styregruppen i ”Helt ude i skoven”.
Tante Andante og hendes opfindsomme og musikalske kolleger hører til daglig hjemme i Tante Andante-huset i Aagade i Lemvig. De spiller dog tit uden for huset, og det gør de i høj grad i ”Helt ude i skoven”. De kommer nemlig rundt til både dagplejere, vuggestuer og børnehaver med deres sjove børnesange, og hvis daginstitutionen har deres egen sang – eller en yndlingssang – så bliver den også spillet.
|
|
|
|
|
Tante Andante indspiller cdEfter rundturen til institutionerne går Tante Andante-musikerne i studiet og indspiller cd’en. Tante Andante kommer desuden ud til forældre-arrangementer i de enkelte institutioner.
”Vi håber, at Tante Andante-cd’en vil blive spillet flittigt ude i hjemmene – her er det noget, som børnene og deres forældre kan være sammen om,” siger Marianne Kjer.
Foruden forældresamarbejdet drejer ”Helt ude i skoven” sig om en række andre punkter: Natur og naturfænomener, Marta Meo-modellen, AKT (Adfærd, Kontakt, Trivsel) samt overgange.
Sidstnævnte handler om overgange mellem f.eks. dagpleje og børnehave samt børnehave og skole.
”Hos os har det været naturligt at arbejde med overgangen mellem dagpleje og børnehave. Vi ligger et sted, hvor det ikke lige er så nemt for dagplejerne og deres børn at komme på besøg. Vi arbejder på at lave nogle hyppigere besøg, så børnene kender mere til os, når de begynder her,” siger Marianne Kjer.
|
Ansatte på efteruddannelseHun er glad for, at ”Helt ude i skoven” har givet så meget efteruddannelse til både ledere, pædagoger og pædagogmedhjælpere i de daginstitutioner, der har med de 0-6-årige at gøre. Det er både ugekurser og de længerevarende diplomuddannelser, som de involverede har været på.
”Det skulle jo gerne give dygtigere ledere og medarbejdere, og et projekt som dette betyder generelt, at vi bliver meget opmærksomme på de ting, vi gør i hverdagen. Det er også et plus, at vi har mødt hinanden på tværs af institutionerne – det giver også inspiration til det daglige arbejde,” siger Marianne Kjer, der understreger, at det nu er vigtigt at holde fast i de mange gode ting, som ”Helt ude i skoven” har sat i gang. Lemvig Kommune fik fem millioner kroner af Velfærdsministeriet til det treårige projekt.
Af Allan Damgaard
|
|
|
|
|