|
|
26-07-2010 | Kærlighed ved første blik |
| De kom – de så – de flyttede hertil. Det kunne være den korte version af ægteparret Jette og Jørgen Jespersens vestjyske historie. Det sjællandske par besøgte Vestjylland for første gang i mange år i 1999. Her forelskede de sig straks i Vandborg Gl. Mejeri, der var til salg. Allerede halvanden måned efter havde de solgt deres hus og firma på Sjælland og var flyttet ind i det tidligere mejeri. Det har de aldrig fortrudt, siger Jette Jespersen. Men hvad de skulle her på egnen udover at nyde naturen, vidste de ikke helt. Det har siden udviklet sig til en alsidig forretning. |
Antik & GenbrugKort tid efter de havde overtaget det nedlagte mejeri, fik de tilbudt et kræmmermarked fra Idom. De tre lastvognslæs, som handelen indeholdt, blev starten på deres ”Antik & Genbrug”. I dag supplerer de deres varelager på auktioner, ved opkøb af dødsboer og gennem salg fra private mennesker. De handler stort set ikke med møbler, men fortrinsvis med porcelæn, glas og pynteting. Fra 2009 er Nissehulen kommet til. Her sælges bl.a. nisser hele året og selv om sommeren efterspørges de små julerier.
Kunderne er en blanding af lokale folk og turister fra nær og fjern, der er på tur og kommer tilfældigt forbi. Eller de kommer, fordi de leder efter noget helt bestemt, måske et supplement til deres yndlingsstel. Nogle kommer, fordi de har haft en tilknytning til mejeriet og lige vil se, hvad der foregår i den gamle bygning, og nogle har bare hørt om stedet gennem andre.
|
Biobrændsel og cykelklub
Udover handel med antikke og brugte sager rummer det nedlagte mejeri en større afdeling med salg af biobrændsel og limtræsplader.
Lemvig Cykelklub er også blandt det gamle mejeris brugere. Hver mandag i sommerhalvåret mødes de entusiastiske cyklister her, før de kører ud på de forblæste veje nær havet og tilbagelægger 50 – 60 km. Vandborg Gl. Mejeri yder gerne hjælp af mangeartet karakter. Salg, cykelmøder, m.m. og selv lidt turistinformation, i form af foldere om egnen, kan Jette og Jørgen Jespersen tilbyde dem, der har vovet sig ud under åben himmel i den smukke og barske natur ved Vandborg.
Af Ane Wöhlk
|
FaktaboksVandborg Mejeri har eksisteret siden 1887.
I første omgang lå Vandborg Mejeri i den længe, der i dag er Jette og Jørgen Jespersens bolig ud til Gåskærvej. I 1936 blev den karakteristiske mejeribygning opført i det, der kaldes ”bedre byggeskiksarkitektur”.
Mejeriet i Vandborg var et smørmejeri og vallen herfra blev brugt i Nørre Nissum Mejeri til fremstilling af ost.
Andelsmejeriet blev i 1981 opkøbt af MD Foods og herefter lukket.
Bygningen stod tom, indtil Jette og Jørgen Jespersen købte det i 1999.
|
|
|
|
|