|
|
22-07-2010 | En blandet landhandel – på den gode måde |
| Et vejkryds deler Vandborg i nord, syd, øst og vest. Mod sydvest overfor kirken ligger længen, der tidligere rummede brugsforeningen. I dag er bygningen døbt Ravnshus efter parret, der bor og driver stedet som café, galleri og butik.
Signe og Hans Ravn havde i flere år en drøm om at skabe en hyggelig café med en lille butik til. Det var en af den slags drømme, vi alle kan gå rundt med, men bare aldrig fører ud i livet. Men for Signe og Hans blev det til virkelighed en dag, da børnene var flyttet hjemmefra, og det var tid til forandring. I påsken 2008 stod huset i Vandborg til salg, og det havde netop de potentialer, som Signe og Hans søgte.
Der blev revet ned, og der blev bygget op og Kristi Himmelfartsdag 2009 opstod Ravnshus som café, butik og galleri.
I dag står lokalerne lyse og rare med mange kroge at gå på opdagelse i. I butikken finder man glade prikkede krus og skåle. Her er glaskunst og keramik, både af dansk og udenlandsk oprindelse. Smykker skabt af Tove Borg, der bor i New York og hjemmestrikkede sokker, sjaler og trøjer fra Signes mors hænder. Delikatesser er her også, bl.a. skotsk øl fra Orkney øerne, spanske vine, brændevin og salt fra Læsø. De mange ting står arrangeret på møbler, som Hans har fremstillet de fleste af. Han begiver sig nemlig af med at tegne og bygge møbler især efter gamle forbilleder. Hans er uddannet tømrer og har igennem en årrække arbejdet på Hjerl Hede og har herfra stor erfaring med bl.a. restaurering af gamle møbler. I butikken hænger et smukt spejl, han har lavet med intarsia, som er en udsmykning lavet af små stykker af forskelligt farvet træ, der er indlagt i overfladen.
Cafeen byder på hjemmebag og lette frokostretter. I cafeen er der også mulighed for at holde selskaber med op til 65 gæster, og 35 kan der være i et lokale ud mod haven. Signe fortæller, at cafeen bl.a. er blevet brugt af Familie og Samfund i Vandborg, da de holdt deres generalforsamling i foråret med omkring 40 deltagere og med foredrag af Alice Helleland, der fortalte om sit liv og sin opvækst i Vandborg. I forbindelse med caféen er der galleri med skiftende udstillinger.
Trods de mange tilbud Ravnshus allerede rummer, har Signe og Hans mange nye drømme for stedet. Det kunne være café med musikoplevelser, søndage med dagens ret og brunch i pinsen. Hans vil gerne, at hans træværksted bliver et åbent arbejdende værksted, og at der i forbindelse med galleriets udstillinger også kunne være arbejdende værksteder.
Bed and breakfast er sidste skud på stammen i Ravnshus. Fire værelser er sat i stand på førstesalen, og de stod klar til at tage mod gæster første maj. Signe har taget orlov fra sit job som leder af skolefritidsordningen i Vemb sommeren over, så hun kan kræse om gæsterne.
Signe og Hans Ravn har mange jern i ilden. De nyder deres nye tilværelse og er glade for at være en del af miljøet i Vandborg.
Af Ane Wöhlk |
|
|
|
|
|